Fight Club

Fight Club og David Fincher har fat i noget fundamentalt i vores moderne tilværelse og smækker provokerende nogle sandheder lige i hovedet på os, men halvvejs er det som om, at filmen knækker midt over, for den trækker al kritik og alle provokationer tilbage. Tilbage har vi kun en kikset blanding af en actionfilm og et psykologisk drama.

Edward Norton spiller den navnløse hovedperson og fortæller, der ikke trives i den daglige trummerum. Hans liv som forsikringsmand er så kedeligt og forudsigeligt, at han har sat sin hjerne på stand-by. Kroppen har han slet ikke brug for, indtil den dag han møder den jævnaldrende Tyler Durden, som han kommer op at slås med for sjov. Det bliver begyndelsen til kampklubben, Fight Club, hvor mænd kan få afløb for deres undertrykte instinkter, ubrugte fysik og daglige frustrationer. Så langt så godt spidder filmen de moderne eksistensvilkår.

Kampklubben udvider efterhånden sine aktiviteter til at omfatte organiseret hærværk, og Tyler organiserer en mindre hær til formålet. Vor hovedperson mener dog, at Tyler er gået for vidt og prøver at stoppe foretagendet. Det viser sig dog at være langt lettere sagt end gjort, specielt på grund af hans og Tylers - i første omgang - ukendte forbindelse. Desværre påvirker denne forbindelse imellem de to mænd filmens budskab, faktisk trækkes de indledende samfundskritiske budskaber praktisk talt helt i land. Det er synd og skam.