Magnolia

Det er umuligt ikke at sammenligne Magnolia med en anden intelligent ensemblefilm, nemlig "Short Cuts", hvor en række personers liv også flettes ind og ud mellem hinanden. "Playing by Heart" falder også én ind, men den er både mere enstrenget og ligetil end Paul Thomas Andersons og Robert Altmans film.

Tilfældet eller måske skæbnens spil er et centralt motiv, der præsenteres i begyndelsen af filmen og ligger som en understrøm under resten. Filmens tese synes at være, at nogle gange er livet så forunderligt, at der næppe kan være tale om rene tilfældigheder. Der må ligge noget under, et system, et mønster, højere magter? Også på den ene dag, hvor filmen udspiller sig, overgår virkeligheden fantasien, både i en forunderlig skæbnemosaik og i en nærmest surrealistisk sekvens, hvor alle personerne forenes i en fælles oplevelse af, hvordan livet kan overgå fantasien.

Der er dog flere temaer på spil i filmen. For eksempel må adskillige af filmens personer sande, at man ikke kan løbe fra fortiden. Det gælder blandt andet den unge machoguru Frank Mackey, der har lagt fortiden bag sig, men konfronteres med den først i skikkelse af en dygtig journalist og siden i skikkelse af sin døende far, Earl Partridge.

Jeg spekulerer på, om ikke bare en enkelt eller to af de mange personer var overflødige, eller gik pusten bare af? I hvert fald har jeg en fornemmelse af, at filmen kunne vinde ved at komme under saksen. Magnolia mangler "Short Cuts" fortællemæssige stramhed. Det er også svært ikke at irriteres over de mange løse ender i denne ellers overvejende fascinerende og tankevækkende film.