Chancer dem ta'r vi
Une chance sur deux
1998 · 105 min.
Anmeldelse
Kriminalkomedien Chancer dem ta'r vi har ikke andet på hjerte end at underholde, men det gør den også bravt. I filmen spiller de ældre herrer Alain Delon og Jean-Paul Belmondo sammen for første gang i snart tredive år. Vanessa Paradis er pigen i midten, Alice Tomaso, der efter sin mors død beslutter sig for at finde sin ukendte far. Problemet er bare, at omkring det tidspunkt, hvor Alice blev undfanget, var hendes mor forelsket i to mænd, Léo Brassac og Julien Vignal. De er begge klar til at påtage sig faderrollen, og der bliver rigeligt brug for dem begge, da Alice uforvarende kommer på kant med en østeuropæisk mafiaboss, der ikke skyer nogle midler. Heldigvis er Alice ikke sådan at kue efter et længerevarende ophold i ungdomsfængsel, og bilforhandleren Léo Brassac og restauratøren Julien Vignal har begge en broget fortid, der kommer dem til gode i kampen mod de morderiske skurke.