Unbreakable
2000 · 122 min.
Anmeldelse
Unbreakable kan godt minde lidt om Peter Weirs "Fearless", for i begge film overlever en mand mirakuløst fra en ulykke, mens alle andre dør.
Til alles overraskelse overlever hovedpersonen David Dunn uden så meget som en skramme en katastrofal togulykke. Han bliver kort tid efter opsøgt af Elijah Price, der fortæller, at han går under øgenavnet Mr. Glass. Hans knogler brækker nemlig for et godt ord. Elijah har den teori, at David er hans modsætning, og han ser i David en parallel til de klassiske superhelte i de tegneserier, han samler på.
Det er for så vidt fint nok, at helten er usårlig, men det er sværere at forholde sig til, at han også evner at se, om folk har begået eller vil begå forbrydelser. Herfra bliver historien simpelthen for mystisk og utroværdig til, at man kan engagere sig i dens hovedpersoner.
Unbreakable er M. Night Shyamalans skuffende opfølger på successen "Den sjette sans". Instruktøren kan stadig skabe ganske særlige stemninger, og han kan kunsten at blande realisme og symbolsprog, men i længden bliver det for messiasagtigt og symboltungt. Resultatet er, at historien er meget tæt på at blive ufrivillig komisk.