Don't Say a Word

Don't Say a Word er en underholdende spændingsfilm, hvis handling måske ikke er den allermest realistiske, men som alligevel fungerer.

Dr. Nathan Conrad er en psykiater, der bliver hasteindkaldt for at undersøge en ny patient, den 18-årige Elisabeth, hvis sygdom ingen har haft held til at diagnosticere i de ti år, hun har været indlagt. Næste dag er Nathans lille datter Jessie blevet bortført, og han er blevet viklet ind i en uhyggelig sag, hvis omdrejningspunkt er den psykisk syge pige. Jessies bortførere anført af den skruppelløse Patrick Koster giver ham en halv dag til at få Elisabeth til at opgive et bestemt nummer, som er af overordentlig stor værdi.

Nathan sætter alt ind på at vinde Elisabeths tillid og samtidig prøve at komme til bunds i de hemmeligheder, den indesluttede pige gemmer på. Samtidig kan han mærke pustet i nakken fra bortførerne, der ikke vil have politiet indvolveret, så Nathan må både være psykiater og detektiv på én gang.

Filmens personer er lidt for firkantede, for eksempel er Sean Bean skurk med stort S og filmens beskrivelse af kernefamilien Conrad er kvalmende rosenrød, men det glemmer man i farten. Den klæge slutning bliver dog en tand for meget, og så er det lidt patetisk at se den aldrende Michael Douglas smedet sammen med den langt yngre Famke Jansen. Men den del af historien har jo sin parellel i det virkelige liv.