Dansk

Donnie Darko

2001 · 112 min.

6 ud af 8

Anmeldelse

Donnie Darko er en uhyre stemningsfuld og fascinerende film, som det er umuligt at kategorisere inden for de gængse mainstream genrer. Richard Kelly, der både har instrueret og skrevet manuskript, fører os ind i en verden, der ved første øjekast ser velkendt ud, men ved nærmere bekendtskab erfarer man, at tingene ikke nødvendigvis er, hvad de ser ud til. Hvad er virkelighed og hvad er fantasi?

Donnie Darko er en begavet teenager med alvorlige psykiske problemer. I hans sind opstår fantasifostret Frank, en mand, der gemmer sig bag et uhyggeligt kaninkostume. På Franks opfordring forlader Donnie huset samme nat, som en flymotor lander midt i hans soveværelse. Derfor står Donnie i taknemmelighedsgæld til kaninen. Han udfører alle Franks befalinger, selv om de mest er af destruktiv art. Til sidst, da tragedien er indtruffet, tager Donnie sit liv op til revision og gør alt godt igen.

Handlingen er hverken let at referere eller forklare. Nogen præcis logisk sammenhæng skal man nok heller ikke lede efter, men tankevækkende og overraskende er den i hvert fald. Personerne ligner i første omgang de faste typer fra amerikanske ungdomsfilm, men de fleste af dem er så nuancerede og interessante, at man gerne ville have set mere til dem. Det gælder for eksempel Donnie Darkos mor spillet af Mary McDonnell og den rebelske lærerinde spillet af Drew Barrymore.

Donnie Darko er en film, man ikke lige ryster af sig. Og Michael Andrews musik er meget stemningsfuld.

Medvirkende og hold

Instruktion