Sidste vidne
Beck - Sista vittnet
2002 · 105 min.
Anmeldelse
Sidste vidne er en solid krimi og den 16. film i en serie baseret på Sjöwall og Wahlöos personer, hvis oplevelser er rykket frem til århundredeskiftet. Realismen er uformindsket, men filmen har intet politisk budskab som i forfatterduoens romaner. Dens hovedsigte er slet og ret at underholde.
Tre kvinder findes myrdede, og deres ansigter er vansirede af syre. De døde viser sig at være letiske prostituerede. Mens politimanden Martin Beck døjer med helbredet, helt præcist hjerteproblemer, går hans kollega Gunvald Larsson direkte til sagen og går under cover i et forsøg på at finde ud af, hvorfor pigerne skulle myrdes. Det bringer ham ind i et betændt undergrundsmiljø, der ikke er helt ufarligt. Langsomt finder han ud af, at mordene ikke er begået af en eller anden gal seriemorder, men at der er mere på spil, nemlig penge.
Mens Gunvald Larsson således fører sig frem med guldkæder og et uklædeligt overskæg i rollen som alfons, er den sygdomsplagede Beck tættere på hele affæren end han har nogen som helst anelse om.