Dansk

Vejen til Perdition

Road to Perdition

2002 · 116 min.

5 ud af 8

Anmeldelse

Vejen til Perdition er en dyster gangsterfilm, hvis ret enkle historie bliver blæst op til mere end den er gennem de flotte, stemningsfulde billeder af trenchcoats og geværsalver i mørke og silende regn.

Handlingen tager sin begyndelse i en amerikansk provinsby i starten af 1930'erne. Michael Jr. har en god og tryg hverdag sammen med sin lillebror Peter og sine forældre, men efterhånden går det op for ham, at hans far ikke går på arbejde fra 8-16 som de andre børns fædre. Michael senior laver hemmelige ting om natten, så en nat sniger knægten sig af ren nysgerrighed med i farens bil. Han bliver vidne til, hvordan bykongen John Rooneys psykopatiske søn Connor mejer en forretningsforbindelse ned i koldt blod, og hvordan hans far sletter sporene efter Connor. Hvad værre er, så bliver han opdaget, og det sætter en lavine i gang.

Connor har aldrig været i kridthuset hos sin far. Derimod har Michael Sullivan været som en søn for John Rooney. Nu ser Connor en gyldig grund til at skaffe sig af med familien Sullivan en gang for alle. Det bliver moderens og den yngste søns død. Far og søn flygter, men Sullivan vil hævne sin familie. Han får dog ingen støtte fra mafiaen og da slet ikke fra John Rooney, for blod er tilsyneladende tykkere end venskab og loyalitet.

Fordi Sullivan insisterer på at hævne sig mod gangsterbossernes ordre, bliver han selv en jaget mand. Lejemorderen Maguire er lige i hælene på dem på vejen til Perdition, den lille flække, hvor de har familie. Titlens dobbelttydighed består i, at Perdition ikke bare er et bynavn, men også betyder fortabelse.

Samtidig med denne hævnhistorie udfolder der sig en fortælling om forholdet mellem en dreng og hans far, der aldrig har været en rigtig far for sin ældste søn. Først er far og søn fremmedgjorte over for hinanden, men som de gennemgår en række strabadser sammen, kommer de tættere på hinanden.

Medvirkende og hold

Instruktion

Manuskript