Frida

Frida er en fejende flot filmatisering af den mexikanske maler Frida Kahlos liv fra hun som ung studine bliver alvorligt kvæstet ved et trafikuheld til hun dør af komplikationerne kun 47 år gammel. Ind imellem er hun gift med maleren og kvindebedåreren Diego Rivera, og for at opveje hans hæmningsløse utroskab har hun affærer med både mænd og kvinder. Et andet aspekt af Fridas begivenhedsrige liv er hendes politiske engagement, der blandt andet fører et venskab og senere en affære med kommunisten Leo Trotskij med sig.

Frida er ikke den første film om den frisindede, stålsatte og kompromisløse kunstner, men det er den første film, der til fulde formår at udnytte det dramatiske potentiale i Frida Kahlos usædvanlige liv. Filmen er altså langt fra nogen blodfattig og småkedelig kunstnerbiografi. Der er masser af saft og kraft i både handling og billedside. Billedsiden er faktisk et kapitel for sig. Den er en ren æstetisk nydelse, ekstremt velkomponeret og fuld af klare kontrastfarver ligesom Kahlos egne farvestrålende billeder.

Normalt kan det godt virke distraherende, når amerikanske skuespillere tillægger sig en eksotisk accent i stedet for at tale mexikansk, men i Frida virker det ikke påfaldende. Den eneste anke, man kan have mod dette livsstykke af et drama, er spilletiden, der er længere end godt er.