K-19
2002 · 138 min.
Anmeldelse
K-19 er et spændende, men gammeldags koldkrigsdrama, der fortæller den angiveligt sande historie om den sovjetiske ubåd K-19. Havde det ikke været for heldige omstændigheder, kunne ubåden været blevet skyld i den 3. verdenskrigs udbrud.
I begyndelsen af 1960'erne midt i den kolde krig er den nye atombærende ubåd K-19 den sovjetiske flådes stolthed. Selv om den enorme ubåd stadig har mange mangler, beordrer ledelsen den i aktion for at teste missilaffyringen og derigennem spille med musklerne over for NATO. Det fører til en konflikt mellem den øverste militære ledelse og ubådens kaptajn Polenin, der ikke sådan uden videre vil sætte sine mænds liv på spil. Derfor bliver han sat fra bestillingen og hans plads overtaget af den barske og partitro Vostrikov. Han insisterer på at afprøve ubådens kunnen og følge sine ordre, om det så skal koste ham selv og besætningen livet.
K-19 kunne godt være blevet strammet lidt op. Nu fremstår den lidt gumpetung med sine langt over to timers spilletid. Det bliver ikke bedre af, at russerne spilles af amerikanere eller briter med påtaget accent. Desuden kunne man godt have været det rørstrømske efterspil foruden.