Dogville

Dogville modtog ingen priser på Cannes filmfestivalen, men fik mange lovord og en masse omtale, fordi auteuren Lars von Trier endnu en gang har frembragt et dristigt filmisk eksperiment.

Det mest opsigtsvækkende ved Dogville er, at filmens kulisser hovedsagelig udgøres af kridtstreger. Den lille amerikanske provinsby, hvor hele handlingen finder sted, er reduceret til et minimum af rekvisitter. Selv hunden er bare en kridttegning. På den måde peger filmen på sig selv som et kunstprodukt. Spørgsmålet er så, om publikum kan glemme dette dominerende anti-realistiske islæt og leve sig ind i personerne og handlingen. Den afmålte fortællerstemme fremmer heller ikke ligefrem indlevelsen, og en spilletid på næsten 3 timer er i overkanten, men alligevel suges man ind i handlingen.

Dogville foregår i 1930'erne. Hovedpersonen Grace er på flugt fra gangstere, og efter lange overvejelser beslutter beboerne i den afsidesliggende bjergby Dogville at skjule hende. Af taknemmelighed tilbyder Grace sin hjælp til folk i byen. I begyndelsen vægrer de sig ved at tage imod hjælp fra den unge elegante kvinde, der tydeligvis ikke er vant til fysisk hårdt arbejde, men der går ikke længe, før Grace får lov til at gå til hånde rundt i de små hjem.

Som det går op for indbyggerne, hvor afhængig Grace er af deres nåde, begynder de at udnytte hendes godhed. Først får hun lov til at pukle som en slave, siden bliver hun oven i købet voldtaget og ydmyget på det groveste. Alligevel prøver Grace at se det gode i menneskene. På den måde er hun beslægtet med de kvindelige hovedpersoner i "Dancer in the Dark" og "Breaking the Waves". Både Selma, Bess og Grace er selvopofrende kvinder med en lidt naiv tro på det gode i mennesket og en næsten overmenneskelig evne til at tilgive selv de værste forbrydelser. Grace er dog ikke skåret helt over samme læst som Selma og Bess, hvilket faktisk føles befriende i filmens afsluttende sekvens.