Love Actually

Muligvis er Love Actually både manipulerende, simplificerende og hvinende sød i sit lalleglade budskab om, at kærligheden er at finde overalt, men som en romantisk feel-good komedie er den uimodståelig. Man forlader simpelthen biografen i godt (jule)humør.

Love Actually skildrer den svære kærlighed i en række små historier, der væves ind imellem hinanden, men kun er løst forbundne. Man bliver dog slemt skuffet, hvis man har forventninger om komplekse og udfordrende skæbnedramaer som i Robert Altmans "Short Cuts", men underholdt bliver man uden tvivl.

Richard Curtis, der også har skrevet manuskript til "Fire bryllupper og en begravelse" og nu for første gang instruerer, lægger selvsikkert ud med en scene, der refererer til hans egen succesfilm. Den aldrende rocksanger Billy Mack skal indspille en særlig juleudgave af hittet "Love is all Around", der fik en renæssance, da Wet Wet Wet indspillede den til "Fire bryllupper og en begravelse". Billy har en særdeles kynisk indstilling til julen, pladebranchen og mennesker i al almindelighed, men mon ikke der bliver vendt op og ned på det i løbet af filmen?

Hugh Grant er i topform som nyudnævnt premierminister, der falder pladask for Natalie, en af de tjenende ånder i Downing Street nr. 10, og det sømmer sig jo ikke. Hans storesøster, spillet af Emma Thompson, har med rette sin mand, redaktøren Harry, mistænkt for utroskab, og spørgsmålet er, om hun kan tilgive ham?

Richard Curtis har måske nok fået lidt for frie hænder, for langt over to timers spilletid er mere end de fleste komedier kan bære, og havde man klippet en enkelt handlingstråd eller to ud, ville det næppe have været for det værre.