Brødre

Brødre er en umådeligt barsk film. Den har godt nok en smule afvæbnende humor, men det er de overraskende grusomme og brutale scener, der forbliver i erindringen.

I begyndelsen af filmen henter storebror Michael lillebror Jannik uden for fængslet, hvor Jannik har afsonet en dom for røveri. De kører hjem til Michaels søde kone Sarah og hans to piger. Brødrenes forældre er også tilstede under middagen om aftenen, hvor de både skal fejre Janniks løsladelse og sige farvel til Michael, der som major i hæren skal være en del af den fredsbevarende styrke i Afghanistan.

I Afghanistan sker der det forfærdelige, at Michaels helikopter bliver skudt ned. Man anser ham for død, men i virkeligheden er han blevet taget til fange. Han overlever, men ikke uden omkostninger. I mellemtiden er Jannik blevet en god støtte for Sarah og alletiders legeonkel for pigerne, så er der overhovedet plads til den dybt traumatiserede Michael, da han vender hjem?

Brødre er ikke helt klar i sit sigte. På den ene side er filmen et trekantsdrama, hvor brødrene langsomt bytter roller, også i deres forhold til Sarah. Hvor Michael før var den rolige, fornuftige familiefar, er han pludselig blevet aggressiv og ubalanceret, mens lillebror Jannik udvikler sig fra at være familiens sorte får til at være den, man kan regne med. På den anden side er filmen en historie om krigens gru, og hvad den gør ved os. Susanne Bier har dog nogenlunde held til at kombinere de to historier og to vidtforskellige verdener ved at dels forbinde og dels kontrastere hverdagens trummerum i København og krigens ubarmhjertighed i Afghanistan.

Filmen kammer over i melodramaet til slut, og det skæmmer realismen, der understreges af det dogmeagtige kamera og de kornede billeder, men helhedsindtrykket er alligevel af et vedkommende og stærkt drama.