Lost Highway

Lost Highway er det nyeste David Lynch-opus, der i modsætning til så mange andre film på markedet er en bevidst udfordring til tilskueren. David Lynch gør op med den traditionelle fortælling, hvor tid, sted, handling og persongalleri er logisk bygget op. I Lost Highway er intet lige ud ad landevejen. Ikke engang titlen giver nogen større mening.

Saxofonisten Fred Madison og hans kone Renée får tilsendt videobånd, der vidner om, at nogen har trængt ind i deres hus og filmet dem, mens de sov. Der sker andre mystiske hændelser, der kulminerer i mordet på Renée. Fred bliver sat fast for mordet, som åbenbart er blevet optaget på video.

Pludselig drejer handlingen væk fra Fred over til den unge mekaniker Pete, der pludselig ved et mirakuløst tilfælde har overtaget Freds plads i cellen. Pete løslades med det samme. Han involveres fatalt med den forførende blondine Alice, gangsterbossen Dick Laurents elskerinde, der ligner Renée på en plet bortset fra hår- , tøj- og neglefarve.

I slutningen bliver Pete igen til Fred. Ja, et handlingsreferat er ikke særligt oplysende, netop fordi Lynch tager et opgør med den klassiske skabelon, som vi alle kender til bevidsthed.

Lynch er en mester i billeder, lyde og stemninger. Uhyggen er virkelig fremtrædende, Måske er det Fred Madisons skizofrene mareridt, men intet er vist.