My Fellow Americans

Jeg havde ikke mange forventninger til My Fellow Americans, men jeg blev positivt overrasket, for det er en meget morsom lille komedie med godt samspil mellem Lemmon og Garner. De spiller to eks-præsidenter, der begge ønsker sig tilbage til tiden i Det hvide Hus, fordi de nu om dage lever et stille liv uden de store udfordringer. Douglas og Kramer (som de hedder) får dog kam til deres hår, da de bliver rodet ind i snusket affære, der omfatter den siddende præsident, men som præsidentens rådgivere vil have tøret af på andre, i dette tilfælde Kramer. Kramer finder sig dog ikke i beskyldningerne og tager kampen op i det politiske spil, som hans gamle fjende Douglas også vil være med i. Pludselig ved de begge to for meget, og efter et mislykket drabsforsøg på dem i en helikopter må de flygte tværs gennem Amerika uden en klejne på lommen. Der møder de den jævne amerikaner, bonden i deres skakspil, dem som deres reformer og skatteforhøjelser har ramt. Douglas og Kramer kommer på lidt af en alternativ dannelsesrejse, og fjendskabet bliver efterhånden kun tilsyneladende. Filmen har en dramatisk og vældig komisk slutning, hvori Det hvide Hus spiller en betydelig rolle.