Stjålne kroppe

Stjålne kroppe er den tredje filmatisering af Jack Finneys science-fictiongys, og den er heller ikke helt ueffen. Det værste ved at se filmen på video var, at man gik glip af widescreenformatet, der under rulleteksterne lovede flotte visuelle oplevelser. På det frimærke, der blev tildelt os, kunne jeg dog fornemme Ferraras dygtighed i at bruge farver.

Denne udgave af historien foregår på en militærbase, hvor familien Malone ankommer til. Teenagedatteren Marti er utilfreds med hele situationen og heller ikke videre begejstret for sin stedmor Carol. Andre og mere diffuse problemer kommer til, da lillebroren Andy nægter at være i børnehaven, hvor alle børnene tegner akkurat den samme tegning med undtagelse af ham. Kort efter påstår han hårdnakket, at hans mor er død, og at Carol ikke er hans mor. Publikum ved mere end alle personerne tilsammen, for vi har set de store kapsler, der er forudsætningen for forvandlingen under søvnen til en alien med menneskekrop men uden menneskelige følelser. Familien Malone er næsten de eneste levende tilbage med undtagelse af stedets doktor, der begår selvmord, og Martis nye kæreste, helikopterpiloten Billy.

Af en tredje remake at være er filmen ganske vellykket, men lad der ikke komme flere af slagsen, for nu kan den historie ikke varieres meget mere.