A Time to Kill

A Time to Kill foregår i Syden, hvor racehadet endnu eksisterer, men er godt skjult. Det blusser op i filmen, hvor to plørefulde ubehagelige white trash fyre bliver pløkket godt og grundigt ned af en sort mand, hvis 10-årige datter mændene har voldtaget og tortureret. Faren Carl Lee Hailey tror ikke på retfærdighedens sejr i forholdet mellem sorte og hvide, så derfor tager han retfærdigheden i egne hænder.

Filmens egentlige hovedperson er den unge forsvarsadvokat Jake Brigance, der indviljer i at forsvare Carl Lee Hailey. Det får store omkostninger for Jake, ikke mindst i forholdet til sin familie, der må rejse bort af frygt for Ku klux Klanens brutale afskrækningsmetoder. Det nærmer sig åben krig mellem racisterne og borgerretsforkæmperne i den lille sydstatsby hen imod sagens afslutning.

Filmen stiller sammen med Carl Lee Hailey spørgsmålet om, hvorvidt han uden videre ville være blevet frifundet, hvis han havde været hvid og voldtægtsforbryderne sorte. Jake Brigance får dog Carl Lee frifundet godt hjulpet af den kvikke jurastuderende Ellen Roark og en af de mest kvalme afslutningsindlæg i amerikanske retsagsdramaer, som jeg nogensinde har været vidne til. Det var først senere, at jeg blev vagt til tårer.

A Time to Kill er en velspillet og velfortalt historie. Der er ikke meget nyt under solen, og det vrimler med klicheer, men underholdningsværdien er kan ikke fornægtes. Filmens dilemma er, at lige meget hvilken dom juryen var nået til, vil resultatet være utilfredsstillende. Var Carl Lee blevet dømt, havde racisterne vundet, men nu ligner det positiv særbehandling og hyldest til selvtægt. Det er også filmens problem.