Dansk

Kandidaten fra Manchuriet

The Manchurian Candidate

1962 · 126 min.

6 ud af 8

Anmeldelse

Kandidaten fra Manchuriet er en politisk thriller af høj karat. Samtidig er den John Frankenheimers modige opgør med McCarthyismen, der i langt højere grad end den røde fare kunne underminere USA som et land, hvor der er ytringsfrihed.

Filmens sindrige plot handler om, hvorledes en lille deling soldater er blevet hjernevasket af fjenderne i Korea, altså kommunisterne, med det resultat, at en af dem, Raymond Shaw, er blevet en robotstyret morder. Da delingen vender tilbage, fortæller de alle samme historie: at Shaw gjorde en heltemodig indsats, da han reddede dem ud af fjendens lejr, men i tilbagevendende mareridt drømmer de hjemvendte soldater sandheden. I virkeligheden dræbte Shaw to af sine egne mænd under en fremvisning af den nye dræbermaskine for de kommunistiske kammerater.

En af soldaterne Bennett Marco får langt om længe overbevist sine overordnede om drømmens rigtighed. Marco bliver sat på sagen, ikke mindst skal han finde ud af, hvem der styrer robotten. Overraskelsen er stor, for det er Raymond Shaws egen mor, der er katalysatoren, og hun er ikke mindre end gift med en republikansk senator, Iselin, Raymonds stedfar, der jager kommunister, hvor han kan.

Laurence Harvey er fabelagtig som den hypnotiserede Raymond, der bliver programmeret til at slå sin egen kone og svigerfar ihjel. For Harveys person er slutningen uendelig tragisk, mens Bennett kan se en anderledes lykkelig fremtid i møde (eller kan han?)

Medvirkende og hold