Starship Troopers

Meget kan man sige om Starship Troopers, men underholdende det er den i hvert fald, og til forskel fra Paul Verhoevens eklatante fiasko "Showgirls", så rummer filmen en god potion ironi, der kan få det meste til at glide ned. Det, som Verhoeven kan kritiseres for, er, at hans ironiske distance til det fascistoide univers, som filmen forgår i, ikke er fuldkommen. Man aner fascinationen af dette samfund, hvor demokrati ikke bliver nævnt med et eneste ord, og hvor fysisk magtanvendelse er et ideal.

Dette lærer den unge Johnny Rico af sin lærer på gymnasiet. I lighed med flere af sine kammerater melder han sig efter eksamen til to års tjeneste i hæren. Mens Johnny blot bliver én af fodfolkene, bliver hans intelligent kæreste Carmen flypilot. Hun slår op, men den frembrusende Dizzy er mere end villig til at hjælpe Johnny over sorgen.

Hovedpersonerne får én til at tænke på Aquas "Barbie Girl". Om Verhoeven virkelig har haft intentioner om at lave "Glamour" i rummet, kan jeg kun gisne om. Et andet spørgsmål, der melder sig, er, om en skuespillerinde som Denise Richards er gennemført dårlig eller hun med vilje forsimpler sin person.

Filmens personlige intriger fylder handlingen godt ud i begyndelsen af filmen, men drukner efterhånden i hæsblæsende og overvældende krigsscener, hvor jordboerne slås mod en intelligent race af kæmpeinsekter. Det er uhyggeligt godt lavet.