Saving Private Ryan

Jeg tror, der var nogle biografgængere, som havde svært ved at tro deres egne øjne, da Steven Spielberg oprullede massakren på de allierede soldater ved Normandiets kyst på D-Dagen. Denne krigsfilm stikker intet under stolen, men viser krigen i al dens gru. Og sekvensen, der viser ilandsætningen af soldater i Frankrig, er bare begyndelsen.

Kaptajn Miller er en af de mænd, der leder og overlever indtagelsen af de tyske positioner ved den franske kyst. Han får en ny mission: menig Ryan, der er kastet ind bag fjendens linjer i faldskærm, skal omgående findes og transporteres hjem. Ryan er yngste bror til tre andre menige, der er faldet i krigen. Hans mor skal ikke berøves alle hendes sønner. Miller udvælger syv mænd til at følge ham på den farlige opgave, der vil bringe dem ind i fjendtligt territorium.

Der er ikke mange lyspunkter i Saving Private Ryan, der er sammenlignelig med "Schindlers liste". Saving Private Ryan er en nuanceret krigsfilm, der usminket viser, hvorledes soldater tackler krigens meningsløshed og gru. For eksempel bryder den uerfarne soldat Upham psykisk sammen midt under en krigshandling, hvor hans indsats er uundværlig. Det er decideret ubehageligt at se på. Filmen viser umenneskeliggørelsen og derved menneskeliggør den os.

Det eneste men er den unødvendige tilføjelse af rammehistorien, der foregår i nutiden. Den kunne jeg godt have været foruden, for jeg blev så rigeligt berørt af hovedhandlingen, at jeg ikke har behov for rammehistorien, hvis hovedformål er at få os til at bryde tudende sammen.