007 - Manden med den gyldne pistol
The Man with the Golden Gun
1974 · 125 min.
Anmeldelse
I Manden med den gyldne pistol er Bonds modstander lejemorderen Scaramanga, manden med den gyldne pistol, som ingen har set, men som kan kendes på, at han har tre brystvorter. Scaramanga ønsker tilsyneladende at rydde Bond af vejen, men det er bare starten; sagen er endnu mere kompliceret end som så. Det viser sig, at Scaramanga er dybt involveret i en sag om en forsvundet videnskabsmand og hans revolutionerende solcelleopfindelse. Den sag har Bond tilfældigvis lige arbejdet på. Scaramangas partner er den næsten urørlige Hong-Kong-forretningsmand Hai Fat, men Scaramanga vil ikke dele med nogen.
Maud Adams spiller Scaramangas elskerinde, der går bag ryggen på ham. Det koster hende livet. Det kuriøse er, at Adams senere har en endnu større rolle i "Octopussy". Clifton James gentager sin rolle som sherif Pepper fra den foregående Bond-film.
Det mest opsigtsvækkende ved denne Bond-film er, at Bond absolut ikke optræder som en gentleman, hverken i forhold til sine modstandere eller kvinderne. Læg for eksempel mærke til, hvor brutalt han truer Scaramangas elskerinde. Desuden er filmen kendetegnet ved at have den ultimativt dårligste titelsang. Der er nogle flotte forfølgelsesscener, men filmen føltes lidt for lang.