Jagten på en morder
Shoot to Kill
1988 · 110 min.
Anmeldelse
Jagten på en morder er en habil spændingsfilm om den sorte FBI-agent Warren Stantin, der er i hælene på en psykopatisk morder. Sporet fører ud i et øde og bjergrigt område i det nordvestlige USA, hvor morderen slutter sig til en gruppe jægere, der er på vildmarkstur med guiden Sarah. Det er morderens plan at slå samtlige deltagere ihjel og derpå at få Sarah til at føre ham over grænsen til Canada. Af uransagelige grunde er Warren Stantin ene mand på jobbet, men han får dog selskab af guiden Jonathan Knox, der anser byboen Stantin for dødvægt på den barske tur op i bjergene. Knox er nemlig ret ivrig efter at komme Sarah til undsætning, da hun er hans kæreste.
Filmen lever højt på forholdet mellem de to vidtforskellige mænd, der i begyndelsen intet har til overs for hinanden.