Idioterne

Idioterne handler om en flok unge mennesker, der vil finde deres indre idiot. Dette rollespil foregår også offentligt, hvilket afstedkommer adskillige pinlige situationer. Karen er en ung kvinde, der slutter sig til gruppen. Hvor flere af gruppemedlemmerne, deriblandt anføreren Stoffer, bare er utilpassede unge med oprørstrang, så har andre store personlige problemer, som bliver overset midt i al spasseriet. For eksempel har Karen lige mistet sin lille søn, hvilket er en sorg, som hun først overvinder til slut - eller gør hun?

Slutningen, hvor Karen spasser ud foran sin familien ved kaffebordet, er en uforglemmelig scene i en ellers noget ledeløs film, der snarere er et provokerende eksperiment end det mesterværk, som pressen har udråbt den til. For eksempel har jeg svært ved at kapere filmens pointe, at vi alle ville være bedre stedt, hvis vi fandt og udlevede vores indre idiot. Ja, fedt. På den anden side kan man også tolke filmens slutning som en latterliggørelse af idioterne, der er uvidende om livets skyggesider.

Det håndholdte kamera og de kornede, uskarpe billeder giver Idioterne et både dokumentarisk og amatøragtigt præg, der forstærkes af interviewscenerne med gruppens medlemmer og Lars von Trier som usynlig interviewer.