Dansk

Bolettes brudefærd

1938 · 98 min.

5 ud af 8

Anmeldelse

Årene har ikke været gode mod Bolettes brudefærd. Den version, som tv bragte, var skæmmet af ringe lyd og en mistænkelig abrupt klipning ved overgangen fra en scene til den næste. Jeg måtte således strenge mig an for at opfatte dialogen.

Historien foregår i en svunden tid, i et lille landsbysamfund, hvor den djærve og rapkæftede syerske Bolette spyer sin galde ud på egnens griske og magtsyge folk, deriblandt den betydningsfulde Peter Enevoldsen, der engang kurtiserede Bolette og siden lod hende i stikken, da hun var gravid. Egnens spidser er trætte af Bolettes kævl, så de bestikker Morten "Putkræmmer", der bor i et andet sogn, til at fri til Bolette, så de kan blive fri for hende. Det går dog ikke helt som intrigemagerne forventer.

En dansk folkekomedie uden sang, ja det går virkelig ikke, men for en gangs skyld passer filmens to sange fint ind i helheden som kommentarer til handlingen, og de er af høj kvalitet.

Prblemstillingerne i Bolettes brudefærd, konsekvenserne af den tids kønsroller og klassesamfund, er forældede i dag, men filmen er stadig en morsom og menneskelig komedie med solidt skuespil af hovedrolleindehaverne Ipsen og Malberg.

Medvirkende og hold