Den usynlige fjende

Så kom den med længsel ventede første episode af Star Wars føljetonen, hvor de to Jediriddere Qui-Gon Jinn og Obi-Wan Kenobi bistår den gode Dronning Amidala, da hendes rige på planeten Naboo først bliver offer for en handelsembargo og siden bliver besat af af den magtfulde handelsføderationen.

Jediridderne hjælper Amidala med at flygte, men undervejs til det galaktiske senat, som Amidala vil fremlægge sin sag for, må rumskibet nødlande på planeten Tatooine, hvor Qui-Gon Jinn, den komiske gunga Jar Jar Binks og Amidala forklædt som sin tjenestepige Padme forsøger at skaffe reservedele. Der møder de den lille Anakin Skywalker, en dreng med særlige evner, som Qui-Gon Jinn tager med for at optræne til Jediridder. Anakin får en tilfældig, men central rolle i bekæmpelsen af handelsføderationen. Det kommer nemlig til et opgør mellem Naboos befolkning og handelsføderationens tropper, men uden senatets hjælp. Naboo bliver befriet, men den virkelige bagmand, den sorte Sith-ridder, går fri.

Jo, det er en lang historie, som rulles op for os, men det lægger man ikke mærke til, så underholdende som den er. Rent visuelt er det en voldsomt imponerende film, George Lucas har skabt, men det kniber med magien og charmen. Hvor der var gnister i luften og glimt i øjet på Harrison Ford og Carrie Fisher, virker Liam Neeson som Qui-Gon Jinn og ikke mindst Ewan McGregor som Obi-Wan uinspirerede og resignerede, men der er heller ikke meget spræl i deres roller. Det er filmens andet problem. Der er simpelthen et for stort skel mellem det alvorlige (selvhøjtidelige) og det komiske. I de nye film er personerne enten panderynkende seriøse som de to Jediriddere eller rendyrkede pauseklovner som Jar Jar Binks.