|
Original titel: Match Point
Produceret i: USA, England 2005
Længde: 124 min.
Set: i biografen 25-06-2006
Anmeldelse læst: 357344 gange
|
|
|
|
|
|
|
|
Selv om Match Point både er instrueret og skrevet af Woody Allen, har den ikke mange ligheder med de samlebåndsproduktioner, som Woody Allen-fabrikken har spyttet ud de sidste mange år. Her er ikke tale om speedsnakkende hypokondere i en lettere mislykkedes komedie, der lugter langt væk af venstrehåndsarbejde.
Match Point slår en anderledes seriøs tone an allerede i den første sekvens, der illustrerer, hvor let tilfældet spiller ind på tilværelsen ligesom når en tennisbold strejfer nettet og enten kan falde til den ene eller den anden side. Bolden faldt aldrig på den rigtige side, mens irske Chris Wilton var professionel tennisspiller, men måske er hans held ved at vende. Nu træner han velhavere i London, men han har ambitioner om andet og mere. Meget belejligt bliver han ven med Tom, en af hans elever, og siden også med Toms søster, Chloe, der hurtigt kommer til at nære varme følelser for den charmerende og kultiverede Chris. Da Chris da synes, at Chloe er meget sød, og Chloes forældre hurtigt ser potentialet i den belevne unge mand, er der ikke langt til giftemål ind i den velhavende engelske overklassefamilie.
Der er dog en sten i den ellers så velsiddende sko. Chris falder pladask for Toms sexede amerikanske forlovede Nola, der uden meget held prøver at slå igennem som skuespillerinde. Chris kan ikke styre sit begær, så da Tom hæver forlovelsen med det upassende parti, kaster Chris og Nola sig hovedløst ud i en affære. Som tilskuer er man ikke i tvivl om, at det kun kan gå galt, for Chris er ikke parat til at opgive sit bekvemme liv på 1. klasse for Nolas skyld. Til sidst ser han ingen anden udvej end at begå en forbrydelse for at komme ud af sit dilemma. Får han sin straf eller er heldet med ham endnu en gang?
Match Point rummer måske nok et lidt stereotypt og forældet syn på den engelske overklasse, men det kan ikke tage fra filmen, at den er et stilrent og fascinerende drama med en effektiv og uophørligt tilspidsende krimiintrige.
Instrueret af:
Manuskript af:
Woody Allen
Medvirkende:
|
|
|
De 20 nyeste anmeldelser:
|
|
|
|
De 5 nyeste kommentarer til anmeldte film:
|
|
|
|