 |
|
Original titel:
Mifunes sidste sang
Produceret i:
Danmark 1999
Længde:
98 min.
Set:
i biografen 26-04-1999
Anmeldelse læst:
15419 gange
|
|
 |
|
|
Andre film i "Dogme"-serien:
|
|
|
|
|
 |
|
|
 |
Den tredje dogmefilm er ikke så provokerende i hverken form eller indhold som "Idioterne" og "Festen". Faktisk peger filmen ikke på sig selv som dogme-film i nær samme grad som sine to forgængere. For eksempel er kameraarbejdet om ikke anonymt, så i hvert fald afdæmpet. Selv om "Festen" og "Idioterne" har skabt en forventning om det, er der dog ingen dogmeregel om, at en dogmefilm absolut skal være anderledes og nyskabende. Dogme I og II har også skabt en forventning om, at dogmefilm er af høj kvalitet. Det kan Mifunes sidste sang til gengæld sagtens leve op til.
Krestens liv er tilsyneladende en succeshistorie. Han vinder prinsessen og det halve kongerige, da han gifter sig med Claire, chefens datter. Kresten har ingen slægtninge med til brylluppet. Han er manden uden fortid, indtil telefonen ringer dagen efter brylluppet med besked om, at hans far er død. Kresten må i hast drage til gården på Lolland. Selvom han helst vil tilbage til jetset-livet i København, så snart faren er lagt i jorden, ser han sig nødsaget til at blive. Kresten har nemlig en bror, den evnesvage Rud, der på ingen måde kan klare sig selv. Derfor averterer Kresten efter en husbestyrerinde, og sådan kommer ex-callgirlen Liva ind i Krestens og Ruds liv, og først nu hober problemerne og ikke mindst løgnene sig for alvor op. Ingen kan dog være i tvivl om, at Kresten og Liva er bestemt for hinanden.
Mifunes sidste sang er en lavmælt kærlighedshistorie, et drama og en komedie på en og samme tid, enkel i sine virkemidler, og varm og livsbekræftende i sit livssyn. Titlen giver umiddelbart ikke megen mening, men forklaring følger i filmen.
Instrueret af:
Manuskript af:
Søren Kragh-Jacobsen og Anders Thomas Jensen.
Medvirkende:
|
|
|
|
De 20 lavest vurderede film:
|
|
|
|
|
De 5 nyeste kommentarer til anmeldte film:
|
|
|
|
