Ringenes herre - De to tårne

I anden del af trilogien "Ringenes herre" er broderskabet splittet, og fortælleteknisk er "De to tårne" uden tvivl den største udfordring for instruktøren Peter Jackson, men selv om det er svært at skabe en helstøbt fortælling ud af tre uafhængige handlingsforløb, er det lykkedes overraskende godt.

Der er ikke det, der ligner en indledning eller en gradvis spændingsopbygning i "De to tårne", for filmen begynder lige der, hvor "Eventyret om Ringen" sluttede.

På Frodos og Sams farefulde vej til Mordor får de uønsket selskab af Gollum, der stadig er helt forblændet af Ringen. Han indvilliger godt nok i at vise dem vejen, men hans personlighed er splittet mellem den tjenstvillige hobbit Smeagol og den ondsindede vanskabning Gollum. På grund af Frodos venlighed får Smeagol overtaget, men hvor længe? I anden del er det mere tydeligt, at Peter Jackson har tilføjet en psykologisk dimension til personerne, for eksempel spiller Gollums skizofreni og Frodos indre kamp mod ringens kræfter en vigtig rolle. Uden dette aspekt ville figurerne være ret firkantede.

Pippin og Merry er blevet taget til fange af Sarumans orker, som Aragorn, Gimli og Legolas har optaget forfølgelsen af, men de kommer for sent! En hær af Rohan-krigere har dræbt orkerne, men noget tyder dog på, at hobitterne som de eneste har overlevet blodsudgydelserne.

Filmens dramatiske højdepunkt er belejringen og slaget om Helms Kløft, hvor Rohan-folket sammen med resten af broderskabet og en hær af elvere skal forsvare sig mod Sarumans horder. Det er der kommet nogle storslåede kampscener ud af. Til gengæld er enternes angreb på Sarumans fæstning Orthanc mindre overbevisende. Enterne er hverken frygtindgydende eller gådefulde nok, men til filmens forsvar skal det siges, at det også er en utaknemmelig opgave at skulle koncipere dem på baggrund af Tolkiens meget sparsomme beskrivelser.

"De to tårne" er mindre eventyrlig og mere voldsom og dyster end "Eventyret om Ringen", hvor elvernes magiske verden udgjorde en slags modvægt til mørket, men den svære toer er trods alt også blevet en bjergtagende oplevelse.