Dansk

Ringenes Herre - Eventyret om Ringen

The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring

2001 · 178 min.

7 ud af 8

Anmeldelse

Peter Jacksons filmatisering af "Eventyret om Ringen", første bind af J. R. R. Tolkiens omfangsrige trilogi, er intet mindre end fremragende. Her i det nye årtusind er filmindustrien endelig i besiddelse af den special effects kunnen, som næsten er påkrævet for at skabe et troværdigt filmisk univers. Til eksempel ville det være umuligt at skabe hobbitter i halv menneskehøjde for ikke så forfærdeligt længe siden.

I denne første film og bog får hobbitten Frodo overdraget Ringen, og han begiver sig ud på en farefuld færd, først ledsaget af tre andre hobbitter, siden også af en dværg, en elver, to mennesker og troldmanden Gandalf. Peter Jackson og hans manuskriptkolleger har klogeligt nok foretaget nogle ændringer i handlingen. For eksempel er den godmodige Tom Bombadil udeladt, da han sætter handlingen i stå. Af pladshensyn er det også en smart disposition, for første bog er smækfyldt med handling som det er. Dramatisk er de to efterfølgende bind noget mere problematiske, så det bliver spændende at se, hvordan Jackson håndterer det.

Det er svært at sætte en finger på filmen, og fortællemæssigt virker udbygningen af de kvindelige figurer Galadriel og Arwen også logisk. Bortset fra Hugo Weavings Elrond, der ikke virker helt elveragtig og majestætisk nok, så er der tale om en perfekt cast.

Jackson har formået at bevare det elegiske, storladne, eventyrlige, uhyggelige, poetiske, ja selv det tragiske i filmatiseringen, der i modsætning til en anden populær eventyrfilm "Harry Potter og de vises sten" er en decideret voksenfilm, hvori ondskabet og døden spiller en fremtrædende rolle.

Medvirkende og hold

Instruktion