Titanic

Titanic er et stort monstrum, hvis handling ikke er særlig subtil og hvis personer er enten sorte eller hvide. På mange måder er Titanic altså en typisk storfilm, som Hollywood har for vane at spytte ud. Alligevel gjorde filmen et ganske stort indtryk på mig. Kærlighedshistorien mellem overklassepigen Rose og den fattige knægt Jack var både banal og urealistisk, men Kate Winslet og Leonardo DiCaprio fik mig til at tro på personerne. For det andet var filmen visuelt overvældende rent ud sagt, og har James Cameron måske ikke en senhalvfemser vinkel på de tragiske begivenheder, så er filmens visuelle udtryk i hvert fald resultatet af den mest moderne filmteknik. Selv om flere anmeldere favoriserer filmens anden del, hvor Cameron som actioninstruktør får lejlighed til at vise sin kunnen, så kunne jeg lige så godt lide filmens første del, hvor personerne blev etableret og skibet og dets kræfter blev præsenteret.

Titanic begynder i nutiden, hvor den over 100-år gamle Rose DeWitt Bukater ser på TV, at skattejægeren Brock Lovett leder efter den kostbare diamant Havets Hjerte, der tilhørte millionærarvingen Cal Hockley, en overlevende fra Titanic-katastrofen. I et pengeskab bjerget fra vraget har Lovett fundet en tegning af en smuk nøgen kvinde, der bærer Havets Hjerte, og tegningen er dateret 14. april 1912, altså dagen før Titanic sank. Kvinden på tegningen er Rose, der slutter sig til ekspeditionen, som hun fortæller sin dramatiske og tragiske historie om bord på Titanic.

I slutningen af filmen vender handlingen tilbage til nutiden, hvor Rose som sin sidste handling, inden hun går bort og slutter sig til sin elskede Jack, kaster Havets Hjerte ned i havet, hvor den hører til, ned til Titanic.

James Horners flotte soundtrack til filmen ligger i øjeblikket på førstepladsen af mest solgte CDer og har gjort det i et par uger. Noget lignende er vist ikke set før.