Dansk
James Cameron

James Cameron

2 film

Biografi

Da James Cameron rejste sig fra sin plads under Oscar-festen 23. marts 1998 for at modtage sin tredie Oscar for "Titanic" (bedste klipning, bedste instruktion og bedste film), blev han stoppet på vejen og omfavnet af Arnold Schwarzenegger. Og denne gestus fra en Hollywood gigant til en anden er i høj grad passende, idet lige disse to giganter har hinanden at takke for alt, hvad de er idag: Det var nemlig Camerons brilliante low-budget superhit "The Terminator" fra 1984, som gav begge mænds karrierer den saltvandsindsprøjtning, de havde brug for, for at komme ud af de ukendtes rækker og blive stjerner - en film, som aldrig ville have fået sin overvældende succes uden Camerons suveræne manuskript og Schwarzeneggers isnende uhyggelige præstation. Siden denne, deres første film sammen, har de to arbejdet sammen på to andre blockbustere, nemlig "Terminator 2" fra 1991 og "True Lies" fra 1994, film der endnu engang har fastslået deres positioner som to af de meste succesfulde personer i amerikansk filmindustri i 1980´erne og 1990´erne.

James Cameron blev født 16. august 1954 i Kapuskasing, Ontario i Canada. Efter at han så Stanley Kubrick´s "2001, A Space Odyssey" (1968) som 14-15 årig, begyndte han at eksperimentere med at lave film. Han skrev både manuskripter, filmede og byggede modeller til sine projekter. Efter High School startede han på California State University for at læse fysik, men han droppede ud og begyndte i stedet at køre lastbil. Han vidste ikke helt, hvad han ville med sit liv, men da han havde set George Lucas "Star Wars" i 1977 besluttede han sig endegyldigt for, at det var film, han ville lave. Han rejste penge nok til at lave sin første film, en kortfilm, som han selv instruerede, fotograferede og klippede. Han byggede også modellerne til filmens effektscener selv, og det var specielt det sidste, der gav ham et job interview hos Roger Corman på New World Pictures. Cameron fik et job som effekt-tekniker og snart derefter som art- og production-designer. Han instruerede sin første film, den forfærdelige " The Spawning" i 1981, et arbejde lige så ubehageligt, som det endelige produkt var dårligt. Cameron havde ingen kontrol over filmen, folkene på optagelserne i Jamaica talte kun italiensk, og der var alt for få penge. Under færdiggørelsen af filmen havde Cameron en nat mareridt, og da han vendte tilbage til Los Angeles, begyndte han at skrive et manuskript baseret på drømmen. Titlen var "The Terminator" og resten, som man siger, er historie. "The Terminator", som blev lavet på et budget på under 7 millioner dollars, indspillede mere end dette beløb bare i løbet af åbnings-weekenden og blev med tiden en af de mest populære sci-fi film, der nogensinde er lavet.

Som instruktør

Som forfatter