Dansk

Livet er smukt

La vita è bella

1997 · 116 min.

6 ud af 8

Anmeldelse

Med den tragikomiske Livet er smukt afstedkom den populære italienske komiker Roberto Benigni både forargelse og begejstring, for filmen er ikke mindre end en komedie om holocaust.

Benigni, der både har skrevet og instrueret filmen, spiller selv rollen som den italienske jøde Guido, der sammen med vennen Ferruccio slår sig ned i en hyggelig provinsby i 30'erne. Der møder Guido den kønne lærerinde Dora, som han straks begynder at gøre kur til, selv om hun egentlig er forlovet med en fascistisk embedsmand. Guido får dog sin Dora, og senere får de sønnen Giosué sammen.

Midt i filmen foretages et tidsspring frem til 2. Verdenskrig. Dermed sker der også en brat drejning i historien. Guido og Giosué bliver deporteret til en koncentrationslejr, fordi de er jøder, mens Dora, der er ikke-jøde, får lov til (!) at følge sin familie. I koncentrationslejren bilder Guido Giosué ind, at alle i lejren er med i en konkurrence, hvor det gælder om at samle point. Dem får man for eksempel, hvis man er god til at gemme sig og ikke klager sig.

Livet er smukt er ikke realisme, og betragter man Benignis figur, den overgearede klovn Guido, bør man ikke være i tvivl. Filmen er en hyldest til livet, optimismen og den livsbekræftende humor. Første del af filmen, der fungerer som en effektiv kontrast til anden del, virker lidt tam og overflødig i sammenligning med anden del, der bærer filmens temaer. En meget bevægende og morsom film.

Medvirkende og hold